Busrute 204, Møllehuset, Gårslev
Fra "Gentænkning af den kollektive trafik"
Gå til projektet
Høringssvar til ’Gentænkning af den kollektive trafik’ - Busrute 204, Møllehuset
På vegne af personale, børn og forældre med tilknytning til Møllehuset, Gårslev, vil vi gøre opmærksom på at forslaget ’Gentænkning af den kollektive trafik’, vil få store konsekvenser for os og vores børn. Ikke alene for Møllehuset, men for hele det lokalsamfund i Vejle kommune, som vil blive berørt af denne ændring, herved også Høll, Mørkholt og Hvidbjerg. Ved ’Gentænkningen’ fjerner man, for vores vedkommende reelt muligheden for at benytte den offentlig transport.
Konsekvensen af ’Gentænkningen’, er at man reelt nedlægger den offentlige transport i og omkring Møllehuset i Gårslev. Dette betyder at personale i Møllehuset ikke længere vil have mulighed for at komme til og fra arbejde ved hjælp af offentlig transport. Det samme vil være gældende for vores studerende, vikarer og praktikanter, som heller ikke kan forventes at have egen bil til rådighed. Vi frygter ligeledes, at vi ikke kan tiltrække nye medarbejdere, studerende og praktikanter til Møllehuset, hvis de på forhånd kan se, at det vil være svært at få arbejdstider og offentlig transport til at gå op i en højere enhed – dette vil på sigt få store konsekvenser for vores daginstitutions udvikling.
Ligeledes vil vores børn, som kommer fra Høll, Mørkholt, Hvidbjerg og Elbæk, heller ikke længere have mulighed for at benytte den offentlige transport til og fra institutionen.
For Møllehuset som institution, betyder det at vi ligeledes ikke længere vil have mulighed for at benytte de muligheder som Børkop og Vejle by byder på, f.eks. Økolariet, ’Teater for Børn’ og Spotlight festival. Dette betyder ligeledes at vi vil få svært ved at opfylde de krav som stilles af Børne- og undervisningsministeriets krav til de pædagogiske læreplaner, hvor der f.eks. står. ”Som led i arbejdet med den pædagogiske læreplan skal dagtilbuddet overveje, hvordan lokalsamfundet i form af fx skoler, biblioteker, museer, idrætstilbud og -faciliteter, plejehjem, erhvervsliv mv. kan inddrages med henblik på at styrke dagtilbuddets pædagogiske læringsmiljø.” Nogle faciliteter har vi i Gårslev, man mange kræver en tur til Vejle, og her rækker økonomien ikke til at vi hver gang skal rekvirere en bus. Ligeledes vil der ikke længere være mulighed for spontane udflugter, dette både med henblik på at skabe kendskab til det lokale miljø og samtidig kunne deltage i de fællesskaber som kommunen stiller til rådighed.
Gårslev by er en by i udvikling, og står for endnu en stor udvidelse med omkring 100 boliger, og potentielt lige så mange nye børnefamilier, som ville have gavn af offentlig transport. Uden mulighed for at benytte bussen til Børkop, Vejle eller Fredericia vil man tvinge disse familier til at have 2 biler for at komme til og fra arbejde, og herved også til at aflevere og hente børn i Møllehuset, hvilket vil føre til en del yderligere, og unødvendig trafik omkring vores daginstitution.
I en tid, hvor der samtidig er stor fokus på grønomstilling, og hvor politikkerne i hele landet opfordrer borgere til at benytte den kollektive trafik mere, er det til stor forundring man samtidig vælger at nedlægge netop den kollektive trafik i en omegns by. Man vælger i stedet at flytte busserne ind til områder, hvor der i forvejen er både bus, men også regelmæssig togtrafik.
Ved ’Gentænkningen’, vil vores børn heller ikke længere komme til at opleve busser når de er legepladsen, og den læring som ligger bag. Herved at bussen er der af en årsag, og den er der for at blive benyttet. Vores børn vil i stedet vokse op uden den offentlige transports muligheder, og lærer i stedet, at skal man nogen steder, så foregår det i egen bil.
I ’Gentænkningen’ bliver der ligeledes lagt op til at man kan benytte flextrafik. Det man glemmer her, er at man her selv skal have autostole og selepuder med, og typisk ikke har mulighed for også at have en barnevogn med. Dette gør det praktisk umuligt, for en børnefamilie at benytte flextrafik til mange formål, f.eks. dagsture til Vejle by. Dertil kommer at omkostningen for en flextrafiktur langt overstiger en busbillet, hvilket også vil afskære økonomisk ramte børnefamilier og dermed øge uligheden i kommunen.
Opsummeret, så vælger man ved ’Gentænkningen’ at afskære Møllehuset og de hertil tilknyttede borgere fra Børkop, Vejle og Fredericia, og de muligheder som disse byer ellers tilbyder vores børn. Man tvinger de små landsbyer til at øge privatbilismen og trafikken i områder hvor der mange steder ikke er gangstier og slet ingen cykelstier. Ikke mindst lærer man vores børn, at grønopstilling, kultur og politik er noget som foregår i Vejle by, og så kan vi ellers passe os selv ude i omegnsbyerne. Er det virkelig det vi ønsker at stille vores børn i udsigt?
På vegne af bestyrelsen i Møllehuset, Gårslev
Formand Christian Lyck-Lindholm
