Vonge Kollemorten lokalråd
Fra "Årsrapporter fra de frivillige lokalråd for 2021."
Gå til projektet
1. Det har vi lokalrådet for Vonge-Kollemorten arbejdet med i 2021
Det har været et år der igen har været præget af Corona, og derfor har der ikke været mange møder og projekter. Vi har fået afviklet enkle bestyrelsesmøder online og til sidst fysisk. Der er dog ikke afholdt de årlige repræsentantskabsmøder (generalforsamlinger), da det ikke har været muligt at mødes fysisk med repræsentanter fra foreninger i lokalområdet, så den siddende bestyrelse har valgt at blive, til det atter bliver muligt at afholde møder.
Nye byggegrunde
Der har gennem de sidste mange år været snakket om, at vi mangler byggegrunde i lokalområdet. Lokalrådet har i forbindelse med udarbejdelse af kommunalplan 2021-2033, derfor gjort kommunen opmærksom på dette problem. Lokalrådet har peget på områder der kan udstykkes som byggegrunde, og der har været en god dialog med kommunen omkring disse områder, og hvad der evt. kunne være af problemer omkring udpegede områder fra kommunal side.
Skaterbane
En arbejdsgruppe er i fuld gang med at få skabt liv på den gamle børnehavegrund ved Øster Nykirke Skole. Planen er, at der etableres en udendørs skaterbane, med borde og bænke hvor de unge mennesker kan mødes og dyrke deres fælles interesse. Lokalrådet har en person med i arbejdsgruppen og støtter projektet økonomisk. Der mangler stadig økonomiske midler til projektet. Men der er ikke langt til det økonomiske mål. Pengene skal dog nok hentes lokalt, da der er søgt fra samtlige fonde der kunne være interesseret i at støtte et sådan projekt.
Offentlige toiletter
I forbindelse med, at antal vandrere der kommer forbi Hærvejscentret i Kollemorten er støt stigende, er det blevet noget trængt med toiletfaciliteter. Der er nu kun adgang til ét toilet for samtlige vandrere, der vælger at gøre stop ved Hærvejscentret. Der arbejdes lokalt for, at få etableret bedre faciliteter, og man er så småt i dialog med kommunen omkring problemet.
Nye boliger i Vonge
Så er der endelig nyt angående de lejeboliger der skal bygges i Vonge ved Vestvangen. Grunden til, at projektet har været så lang tid undervejs, var at kommunen skulle godkende lokalplaner for områderne i Thyregod og Givskud, hvor der skal bygges samtidig med Vonge. Det bliver boligselskabet Domea der vil bygge i alle tre byer. Først fik vi en dato for påbegyndelse af byggeriet, der hed slutningen af 2021, men nu har boligselskabet rykket datoen, så det ifølge selskabets hjemmeside hedder ultimo 2023. Det har desværre haft den konsekvens, at ældre enlige og par i byen der har solgt huse har, måtte vælge, at fraflytte lokalområdet, da de ikke har, kunne finde en ny passende bolig i området.
Foreningsbladet
Foreningsbladet er et lokalt blad der udkommer 4 gange om året. Bladet har en selvstændig redaktion, men hører under lokalrådet rent økonomisk. Lokalrådet har også en repræsentant siddende med i redaktionen. I foreningsbladet kan alle foreninger og borgere i lokalområdet skrive artikler om hvad der sker i området.
Bladet bliver husstandsomdelt af de lokale spejdere, og det er også muligt at få et gratis eksemplar hos de lokale købmænd, på skolen og i børnehaven, hvor bladet er frit tilgængeligt. Tidligere numre af bladet er det muligt at læse online på områdets hjemmeside https://vonge-kollemorten.dk/. Der arbejdes på, at finde et sted hvor samtlige fysiske numre, helt tilbage fra starten kan stå frit tilgængelige for lokale borgere.
Cykelsti
Ønsket om en cykelsti mellem Kollemorten og Vonge har længe været en drøm for de lokale, men mon ikke også turisterne vil være glade for et sådan projekt. Den vil være til gavn for alle der både cykler og går, da der er kommet mere tung trafik på strækningen, efter etableringen af en grusgrav på den anden side af Kollemorten. Nu er der så nye kræfter der er ved at indsamle data omkring et sådan projekt, og hvordan det kan realiseres. Den nye gruppe får fuld opbakning fra lokalrådet.
Fartdæmpende bump
Der er nu blevet etableret fartdæmpende bump i både Vonge og Kollemorten i hver ende af disse byer. Her har lokalrådet været med inde over i forbindelse med placeringen og udformningen af disse. Et ønske fra lokalrådet, var at ændre i de nuværende helleanlæg. Det var ikke muligt, da dette projekt hørte under en anden pulje penge. Bumpene er placeret ved indkørslerne til begge byer, dog er det ene et stykke inden for byskiltet i Kollemorten, og det påvirker, da også de nærliggende huse med en del larm og rystelser.
Vælgermøde
I 2021 blev der afholdt vælgermøde. Dette skete i et samarbejde mellem lokalrådet og Kollemortenhus.
Dette var godt besøgt, der var ca. 65 lokale tilstede og næsten alle partier havde sendt en kandidat. Der blev debatteret lystigt med følgende overemne: Hvordan ser I på udviklingen af de mindre lokalsamfund og specifikt Vonge-Kollemorten området?
Det forventer vi at arbejde med i 2022
- Vi vil som lokalråd se nærmere på de stiprojekter der har været sat i gang, og hvordan vi som lokalråd kan være behjælpelige i disse projekter.
- Vi vil se nærmere på hvordan vi anvender vores økonomiske midler til lokale projekter, så de kommer til gavn for flest mulige borgere.
- Se på om der skal være et møde med kommunen ang. byforskønnelse, i såvel Vonge som Kollemorten, og hvad vi som lokalråd vil pege på er vigtigt, at gøre noget ved.
