
Henrik Juhl Kristensen•for 6 år siden Det har vi arbejdet med i 2019En væsentlig del af Lokalrådets arbejde i 2019 har været koncentreret om at udarbejde høringssvar samt deltage i processer og dialoger om større anliggender, hvor vi gerne har villet gøre vores lokalsamfunds synspunkter og ønsker gældende. Endvidere kan nævnes observation og drøftelse af problemer i forhold til oversvømmelser i Høll-området, trafikforhold på Hvidbjergvej, bekymring om Hvidbjerg Klits tilstand, ny udsigtsplatform og etablering af op til 100 nye sommerhusmatrikler i MørkholtGårslev Bymidte For Gårslev Lokalråd har et af de helt store pejlemærker i 2019 har været at fremme arbejdet med at skabe en ny og spændende bymidte i Gårslev – et pejlemærke, som det blandt andet har været muligt at sigte mod, efter at vi i foråret 2019 fik en bevilling fra ULNs Udviklingspulje. I forlængelse heraf har der været afholdt en række møder omkring tanker, visioner og ønsker i forhold til Gårslev Bymidte. De forskellige interessenter som Dagli´Brugsen, Lokalrådet, skolen, Dancenter, borgerne i lokalområdet og Vejle Kommune har deltaget, ligesom det århusianske landskabsarkitekt-bureau Labland ved Vejle Kommunes mellemkomst blev hyret ind til at udarbejde scenarier for udvikling af midtbyen. Sommerkoncert og Midsommerløb Også i 2019 kunne Gårslev Lokalråd glæde sig over, at dets sommerkoncert-arrangement på Gimlegrunden nær Hvidbjerg (15. juni) samt Gårslev Midsommerløb (23. juni) blev gennemført med succes og stor folkelig deltagelse og opbakning. Handicapvenlige toiletfaciliteter Det har været en hjertesag for lokalrådet i samarbejde med grundejerforeningen for Hvidbjerg, Høll og Mørkholt at få udvirket, at der etableres handicapvenlige toiletfaciliteter på Gimlegrunden. Umiddelbart før Sommerkoncerten i 2019 stod sådanne toiletfaciliteter klar. Dette var glædeligt – men utilfredsstillende er det, at adgangsvejene ind i toiletbygningen desværre ikke er optimale, hvis man er kørestolsbruger. Tour de Friends Gårslev Lokalråd har gennem 2019 - blandt andet via dialog med DGI – arbejdet på at udvikle ideen om at lave en motions- og oplevelsesorienteret cykel- og løbeevent i lokalområdet. Under navnet TOUR DE FRIENDS opnåede denne idé i efteråret 2019 opbakning og tilslutning fra alle 5 lokalråd i 7080-området. I forlængelse heraf – og på vegne af alle fem lokalråd – har Gårslev Lokalråd søgt ULN om støtte til at virkeliggøre eventen. I februar 2020 gav ULN grønt lys for at støtte TOUR DE FRIENDS med kr. 60.000 i 2020 samt i 2021.Kunstnerrefugium Desværre har vi måttet konstatere, at ideen om at skabe et Kunstnerrefugium i den traditionsrige ejendom Hvidbjerghus ved Hvidbjerg/Høll ikke har mødt fornøden politisk opbakning fra Kulturudvalget. Vi kan nu konstatere, at bygningen er sat til salg, så desværre ser det ud til, at projektet må skrottes. Det har vi fokus på i 2020Samspil, samskabelse og indflydelseSom hidtil er det, vi brænder for i Gårslev Lokalråd, at bidrage til at skabe et mere spændende, et mere trafiksikkert og et mere levende lokalområde. Det har vi målrettet arbejdet på i 2019, og det vil vi fortsat arbejde på at virkeliggøre i 2020 - i samspil med de mange gode kræfter, der findes i lokalområdet. Kræfter som Kulturklubben, GGF, grundejerforeninger, skole og handelsliv. Vi vil naturligvis også arbejde i forlængelse af vores samarbejdsaftale med ULN/Vejle Kommune, som blev fornyet ved indgangen til 2020. Gårslev Bymidte En række praktisk spørgsmål udestår dog stadigt, og der arbejdes videre med at sagen her i 2020. Udbruddet af Corona i marts 2020 har dog i skrivende stund gjort det umuligt for parterne at mødes.Bedre trafikforhold – også for skoleeleverHøjt på lokalrådets prioriteringsliste er fortsat at slå til lyds for en række helt nødvendige forbedringer af trafikale forhold flere steder – ikke blot i Gårslev, hvor vejføringer visse steder er problematiske, men også i Høll-, Hvidbjerg- og Mørkholtområdet, hvor hastighedsbegrænsningerne i vid udstrækning ikke respekteres – med fare for lokalbefolkningen, gæster og turister til følge. Stor mangel på lejeboliger i Gårslev Gårslev Lokalråd vil fortsat arbejde målrettet på at få byggemodnet flere kommunale grunde, som kan favne flere boligformer, bl.a. parcelhuse, ældreboliger, lejeboliger, samt boliger til enlige. Ønsket er stort for alle boligtyper. Lokalrådet håber, at kommunal støtte hertil kan opnås i forhold til budgettet for 2021.Sommerkoncert og MidsommerløbBegge arrangementer planlægges gentages her i 2020 - henholdsvis den 6. og den 21. juni.Udsigtsplatform, turismekvalitet og naturhensynGårslev Lokalråd har drøftet den planlagte udsigtsplatform på Hvidbjerg – en sag, som vi frem til februar 2020, alene havde erfaret noget om fra pressen. Det forekommer os bestemt, at planerne ser fornuftige ud, men vi har savnet, at kommunen har ønsket at inddrage os ift. processen med virkeliggørelse af platformen. Efter at vi har rettet henvendelse til kommunen omkring dette ønske, glæder det os dog, at det nu er lykkedes at få gang i en dialog med kommunale embedsmænd omkring udsigtsplatformen på Hvidbjerg.Vandproblemer i et attraktivt område I de senere år har området ved Høll været præget af meget vand. Dels vand fra Vejle Fjord, men også overfladevand og såkaldt bagvand fra Mose-Høll Bækken, som ikke kan opsamle al afvandet vand fra Gårslev området. Høll-området slås desuden med en grundvandsstigning, manglende drænløsninger og manglende afvanding af Hvidbjergvej. Disse udfordringer oplever lokalrådet som særdeles væsentlige og rådet holder øje med, om der nu endelig afsættes budgetmidler i forbindelse med budgettet for 2021.Tour de Friends. Forankret af en styregruppe med repræsentation fra alle 5 lokalråd er arbejdet med denne event fortsat. I forbindelse hermed et der etableret en god dialog og et konstruktivt samspil mellem Tour De Friends og Vejles Tour de France-projektleder, Jacob Rasmussen. Grundet udbruddet af Corona i marts 2020 har Gårslev Lokalråd sat eventens 2020-udgave i bero, da det blev vurderet, at der ikke ville være tilstrækkelig tid til at tackle de udestående spørgsmål i relation til organisation, markedsføring og rekruttering af frivillige.