Busrute 204
From "Gentænkning af den kollektive trafik"
Go to the project
Busrute 204 Gårslev nytænkning eller nedlæggelse.
Idet der har bredt sig en opfattelse af, at hverken teknisk udvalg eller teknisk forvaltning ved tilstrækkeligt om vores område herude i udkantsvejle, kun 15-20 km fra Vejle centrum, vil jeg forsøge at opremse nogle konkrete oplysninger:
Befolkningstal for Gårslev by ca 1200 . Ifølge Vejle kommunes prognoser stigende til 1400 i løbet af et par år.
Befolkningstal for Mørkholt, Hvidbjerg og Høll 400-500
Samlet befolkningstal Gårslev sogn ca 2200
Prognoserne er temmelig usikre, da der pt i Gårslev by er lokalplaner og byggefirmaer, der vil opføre i alt over 100 rækkehuse/lejeboliger inden udgangen af 2024. Samtidig er der kommunale byggegrunde til salg, samt gang i byggeriet af flere parcelhuse.
I Mørkholt er der udstykket 50 byggegrunde, og her skyder der overalt nye sommerhuse op.
Området med Mørkholt, Hvidbjerg og Høll indeholder Vejle kommunes 3 bedste strandområder, alle med blåt flag. Der findes her 2 campingpladser samt ca 1000 sommerhuse.
Gårslev har vuggestue/børnehave, skole, kirke, forsamlingshus samt idrætsområde med hal og nybygget handicap venlig fitnessafdeling (Fitness for Alle støttet af flere fonde og handicap organisationer). Der findes dagligvare butik ”Dagli´Brugsen” ,Ryans fisk og grillbar/ishus.
I forbindelse med ”omlægningen” af regionalrute 204 melder spørgsmålet sig om det er regionen, Vejle kommune eller Fredericia kommune, der ikke længere vil støtte op om denne offentlige busforbindelse, som altid for Gårslev sogn,har været en livsnerve for offentlig transport til Vejle og Fredericia for børn, unge, studerende, lønmodtagere og pensionister til bl.a. skoler, læge, tandlæge, sygehus, kulturelle begivenheder og indkøbsmuligheder.
Det fremgår af Sydtrafiks køreplaner, at der er regionale busforbindelser fra Vejle til: Kolding, Horsens, Silkeborg, Grindsted, Sønder Omme, Vejen og Billund. Alle byer beliggende i andre kommuner end Vejle, men der skal åbenbart ikke længere være bustrafik til nabobyen Fredericia??.
Jeg vil gerne komme med et par betragtninger/ overvejelser, hvis det for en rig kommune som Vejle er nødvendigt at spare på offentlig transport. Vejle, der jo gerne bruger millioner af kroner på prestigeprojekter som cykelløb, DGI landsstævne, hærvejsprojekter og meget andet.
Er det rimeligt og nødvendigt, at der er halvtime og timedrift på alle Vejles bybusser på søndage, hvor alt andet bustrafik rundt i kommunen er aflyst??
Er det rimeligt at både Jelling, Give og Tyregod med flere betjenes med timedrift på både tog og busniveau , samtidig med at rute 204 reelt nedlægges til Gårslev, Mørkholt, Hvidbjerg og Høll området?
Er det rimeligt at ruten fra Vejle til Billund og Billund lufthavn betjenes både af rute 43 og rute 143 med hhv. halvtime og timedrift?
Er det rimeligt ved brug af flextrafik til og fra Gårslev, at billetprisen bliver mellem dobbelt og fire gange så dyr som prisen med bus?
Der findes uden tvivl mange flere af lignende spørgsmål, hvis man har tid til at nærstudere Sydtrafik og Vejle kommunes køreplaner.
Til slut vil jeg gøre opmærksom på, at vi fra Gårslev by har 4,5 km til Børkop station, 6,0 km til Brejning station. 4,6 km til mulighed for kørsel med Fredericia bybus og ingen mulighed for at benytte gå- eller cykelstier på nogen af ruterne.
Ser man tilsvarende på afstandene i Vejle by kan man unægtelig sammenlægge mange bybusser uden at folk skal bevæge sig længere end beboere i Gårslev for at komme med offentlig transport.
Af de mange gode og relevante høringssvar fra privat personer, lokalråd, skole og halbestyrelse fremgår det tydeligt, at vi i hele området Gårslev, Mørkholt, Hvidbjerg og Høll har brug for at bibeholde rute 204 som vores offentlige transportmiddel i sin nuværende form. Dette har afgørende betydning både for alle os beboere i området og for en fortsat positiv udvikling i byen.
Venlig hilsen
Niels og Bente Weibel
