Busrute 204 Gårslev
From "Gentænkning af den kollektive trafik"
Go to the project
Kære Teknisk Udvalg.
Vores datter bruger hver dag rute 204 fra Gårslev til Vejle og tilbage igen, og det er hun rigtig glad for, og det fungerer bare rigtig fint.
Dette bliver dog stort set umuligt fra næste år af, da I har valgt kun at bibeholde 4 afgange fra Gårslev og 4 til Gårslev.
Hun ville egentlig godt kunne tage bussen om morgenen kl. 06.52 fra Gårslev. Men da hun hver dag har fri kl. 14, bliver det stort set umuligt at komme hjem igen. Bussen, der kører til Gårslev, går kl. 14.00 fra Vejle Trafikcenter, og den næste bus, som kører til Gårslev, kører først kl. 15.50 – altså skal hun hver dag vente knap 2 timer, før hun kan komme hjem.
Hvis hun tager bussen hjem og står af i enten Børkop eller Brejning, hvordan skal hun så komme hjem derfra?? Vi er begge på arbejde og kan ikke komme og hente hende der. Og hvis hun har taget bussen om morgenen, så har hun jo ikke en cykel stående i enten Børkop eller Brejning.
Så ved kun at bevare sølle 4 afgange til og fra Gårslev, har I reelt gjort tilbuddet helt ubrugeligt.
Og det er endda uden at tælle de dage med, hvor hun enten skal møde senere eller får fri tidligere.
Og fra næste skoleår af har vi oven i købet et barn mere, som skal til at tage frem og tilbage fra Vejle.
Målet var vel egentligt at tiltrække flere passagerer, men i stedet har I lige mistet 2.
Det undrer mig, at jeg kan se, at der er sat flere aftenafgange ind i den nye plan for 2024 til og fra Børkop og Brejning. Måske de ekstra afgange sker på bekostning af alle de studerende fra Gårslev og omegn, som nu mister muligheden for at komme til og fra skole med bus?
Og desuden forstår jeg overhovedet heller ikke de tal undersøgelsen af passagerantal bygger på, som blev fremlagt på mødet i Sognegården i Gårslev. Der blev sagt, at der nogle gange kun kørte 2 passagerer med til og fra Gårslev i døgnet. Eftersom vi i vores husstand alene har 2 børn, som hver dag ville benytte sig af rute 204 til og fra skole, har jeg svært ved at få det tal til at passe. Desuden står der hver morgen mellem 1-3 andre passagerer ved det busstoppested, som min datter benytter i Gårslev. Det er altså kun et stoppested og en afgang alene! Og hun siger, at både om morgenen og om eftermiddagen er bussen propfyldt. Det er tit svært at få en siddeplads, fordi der er så mange med. Hvilket jo i mine øre får det til at lyde endnu mere underligt, at argumentet for at ændre på ruten skulle være, at det skulle få flere til at benytte bussen, når den nu i forvejen er så fuld på flere afgange, at der ikke kan proppes flere mennesker ind.
Det er en ommer. Vi har brug for flere afgange til og fra Gårslev, end dem I foreslår, for at det reelt set bliver en mulighed at benytte bussen.
Med venlig hilsen
Monica Kvist
