Styrk og bevar rute 204
From "Gentænkning af den kollektive trafik"
Go to the project
Som det fremgår af Vejle Kommunes oplæg i forbindelse med ændring og omlægning af diverse busruter, så ønsker kommunen at styrke busserne og de håber desuden at flere vil tage bussen frem for bilen, så der kommer færre busser ind i byerne! Det lyder jo alt sammen meget godt.
Men når man så kigger på udkastet til den ændrede køreplan for rute 204, så får man ikke et indtryk af, at den kollektive trafik skal styrkes og bevares. Tværtimod er det ligefrem en forringelse af den kollektive trafik.
Der er lagt op til at sløjfe forbindelsen til strand- og sommerhusområderne Mørkholt, Hvidbjerg og Høll samt til Fredericia. Altså skal bussen ikke være en mulighed at tage til vores gode badestrande eller campingpladser. Det skal åbenbart heller ikke være muligt at bo tæt på vandet i eksempelvis Mørkholt, Hvidbjerg og Høll og så kunne tage bussen til Børkop, Vejle eller Fredericia, hvorfra en videre forbindelse med tog og bus kan nås. Dette giver blot flere og ikke færre biler på vejene, i og med at man afvikler den kollektive trafik i stedet for at styrke og bevare den.
Som bosiddende i Gårslev, så undrer det mig, at kommunen vælger at nedgradere muligheden for den kollektive trafik i stedet for at gøre den kollektive trafik mere attraktiv, så det rent faktisk bliver en reel mulighed at vælge bussen frem for bilen.
Der bør tænkes på alle de unge, der er dybt afhængige af at tage bussen fra de mindre byer uden togforbindelse til og fra skole og uddannelse i enten Fredericia eller Vejle - samt at de ikke alle møder kl. 8. De unge bør desuden have friheden til at kunne passe fritidsjob og fritidsaktiviteter uden for deres hjemby og benytte sig af den kollektive trafik eftermiddag og aften.
Derudover er der flere voksne i Gårslev og omegn, der ikke har andre muligheder end at tage den kollektive trafik til arbejde og generelt ud af byen og tilbage igen. De ældre bliver desuden i høj grad afskåret fra at kunne komme fra Gårslev og til læge, borgerservice, tandlæge mv. I hvert fald med det antal alt for få afgange, der er lagt op til.
Det er desuden bemærkelsesværdigt, at kommunen ikke har foretaget en ordentlig undersøgelse af, hvor mange, der faktisk benytter sig dagligt af bus 204.
Jovist har man forsøgt at lave et overslag ved at bruge data fra de passagerer, der anvender et almindeligt rejsekort. Det er dog nu engang sådan, at de data ikke tager højde fra de mange mennesker, der rejser med månedskort, som er betalt forud og derfor bliver en rejse med et sådant månedskort ikke registreret ved “tjek ind”. Dataene tager desuden heller ikke højde for dem, der har købt billet på forhånd fx online. Endvidere er der heller ikke højde for, at voksne kan have to børn under 12 år gratis.
Så i bund og grund kan overslaget ikke bruges som et validt vurderingsgrundlag i forhold til antallet af passagerer på rute 204.
Rute 204 bør omtænkes endnu engang. Rute 204 bør styrkes og bevares mellem både Vejle og Fredericia og fortsat med betjening af de mindre byer. Der skal måske justeres lidt på nogle af bustiderne, så det dækker brugernes behov bedre og dermed bliver et endnu mere attraktivt valg. Desuden bør der tænkes i, om ruten kan ændres lidt ved at køre forbi golfbanen fra Gårslev mod Brejning. Slutteligt så bør man overveje at få weekendkørslen tilbage på rute 204.
